Vedtægter

For foreningen EFT-Netværket

Foreningens navn og hjemsted.

Foreningens navn er ” EFT-Netværket “.

Foreningens hjemsted er EFT-Instituttet, Borgergade 28, 2. Sal, 1300 København K

Foreningens formål

Foreningens formål er at danne netværk og skabe et forum for faglig og kollegial sparring, bl.a. gennem foredrag, film og diskussioner.

Medlemskab

Som medlem kan optages enhver, der har færdiggjort minimum 3. år på psykoterapeut uddannelsen på EFT-Instituttet, og som betaler kontingent til foreningen.

.

Endvidere kan psykoterapeuter, som har gennemført en min. 4-årig uddannelse et andet sted, og som på EFT-Instituttet har taget en efteruddannelse af min. 1 års varighed, fx som parterapeut eller familieterapeut, ansøge om at blive optaget som medlem. Bestyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger skønnes at have de fornødne, faglige kvalifikationer til optagelse i foreningen

Eksklusion

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, som ikke respekterer foreningens vedtægter eller beslutninger, som gyldigt er vedtaget af generalforsamlingen. Eksklusionen, der skal være saglig, skal begrundes skriftligt.

Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.


Ordinær generalforsamling holdes én gang i hvert kalenderår inden udgangen af april måned, og indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel ved indkaldelse pr. e-mail til samtlige medlemmer. Det påhviler det enkelte medlem selv løbende at holde bestyrelsen orienteret om medlemmets e-mailadresse, idet indkaldelse til den senest oplyste e-mailadresse er gyldig.


Den til enhver tid lovligt indvarslede generalforsamling er beslutningsdygtig.


Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent.
  • Valg af referent.
  • Formandens beretning.
  • Fremlæggelse af regnskab.
  • Kontingentfastsættelse.
  • Indkomne forslag, jfr. nedenfor.
  • Valg af formand (hvis formanden er på valg jfr. nedenfor).
  • Valg af kasserer (hvis kassereren er på valg jfr. nedenfor).
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer, jfr. nedenfor.
  • Valg af 2-3 suppleanter for en ét-årig periode.
  • Valg af revisor.
  • Eventuelt.

Forslag til behandling under dagsordenens punkt 6 skal tilstilles bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

  • Formanden vælges for en 2-årig periode i ulige kalenderår.
  • Kassereren vælges for en 2-årig periode i lige kalenderår.
  • Formanden og kassereren er fødte medlemmer af bestyrelsen.
  • Øvrige 3-5 bestyrelsesmedlemmer vælges ved, at der i ulige år vælges 3 medlemmer og i lige år vælges 2 medlemmer.

Hvis formanden fratræder i sin valgperiode, indtræder en suppleant i bestyrelsen, hvorefter den samlede bestyrelse ud af sin kreds vælger, hvem der skal være formand indtil næste generalforsamling. Hvis den næste generalforsamling afholdes i et lige kalenderår, vælges formanden kun for ét år på generalforsamlingen.


Hvis kassereren fratræder i sin valgperiode, indtræder en suppleant i bestyrelsen, hvorefter den samlede bestyrelse ud af sin kreds vælger, hvem der skal være kasserer indtil næste generalforsamling. Hvis den næste generalforsamling afholdes i et ulige kalenderår, vælges kassereren kun for ét år på generalforsamlingen.


Hvis en suppleant indtræder i stedet for et bestyrelsesmedlem uden portefølje, indtræder suppleanten for hele det udtrædende medlems resterende valgperiode.


Hvis der ved afstemninger i bestyrelsen opstår stemmelighed, er formandens stemme udslagsgivende, idet blanke stemmer ikke medregnes.


Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal.


På generalforsamlingen har hvert tilstedeværende medlem, der har betalt forfaldent kontingent, én stemme. Der kan ikke mødes ved fuldmægtig.


Der skrives referat af generalforsamlingen, som efterfølgende sendes til medlemmerne pr. e-mail.

Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen med 4 ugers varsel.


Ekstraordinær generalforsamling skal desuden afholdes efter en til bestyrelsen skriftligt fremsat begæring med angivelse af motiveret dagsorden. Begæringen skal være tiltrådt af 1/3 af foreningens medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent, på tidspunktet for begæringen. Bestyrelsen skal inden 4 uger efter modtagelsen af begæringen indkalde til den ekstraordinære generalforsamling med 4 ugers varsel.


I øvrigt finder reglerne om beslutningsdygtighed, afstemninger og stemmeret, der gælder for ordinære generalforsamlinger, tilsvarende anvendelse.

EFT-Netværkets bestyrelse

EFT-Netværkets daglige ledelse forestås af bestyrelsen.


Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og repræsentant i EFT-uddannelsesråd.


Kassereren udarbejder regnskab.


Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og træffer de beslutninger, der er nødvendige for foreningens drift.

Tegningsret

Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller kassereren.


Formanden og kassereren har hver for sig og sammen mandat til at handle på foreningens vegne f.s.v. angår netbank, mobilepay og lignende.

Kontingent

Medlemmerne betaler et årligt kontingent, der fastsættes på generalforsamlingen, jfr. § 5.


Kontingentet forfalder til betaling den 1. oktober for perioden fra 1. oktober i forfaldsåret til 30. september i det efterfølgende kalenderår. Ved indmeldelse efter den 1. april, inklusive, betales kun halvt kontingent, som gælder for perioden frem til den 30. september samme år.


Ved særlige arrangementer kan der opkræves deltagerbetaling.

Hæftelse

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kræver vedtagelse af et flertal på ¾ af generalforsamlingens fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

Opløsning

Opløsning af foreningen kræver vedtagelse af et flertal på ¾ af generalforsamlingens eller den ekstraordinære generalforsamlings fremmødte stemmeberettigede medlemmer.


Opløsningen skal herefter godkendes på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling.


Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler overdrages til EFT-Instituttet.

Regnskabsår

Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.


Revision finder sted en gang årligt efter regnskabsårets afslutning.


Regnskab og status skal forsynes med revisionspåtegning af foreningens revisor.


Vedtaget på generalforsamlingen d. 7. marts 2024

Copyright EFT-INSTITUTET 2019 © | Cookiepolitik | Privatlivspolitik | EFT

Kontakt

Dorthe Johnson

Administrativ koordinator

Mandag - fredag:

kl. 9.00 - 14.00