Studiebeskrivelse
4 årig uddannelse til Psykoterapeut
På EFT-instituttet vil du opleve et livfuldt seriøst studiemiljø, med mennesker der er optaget af personlig udvikling, respektfuld kommunikation og forskning inden for psykoterapi.
Du vil have nær kontakt til dine undervisere og mulighed for ’networking’ inden for det felt hvor du ønsker at bruge dine nye kompetencer.
- Psykoterapeutuddannelsen er 4.årig og professionsrettet.
- Metoden er evidensbaseret som en af de første inden for den oplevelsesorienterede psykoterapeutiske tradition.
- Metoden er bredt funderet i flere psykoterapeutiske traditioner.
- Uddannelsen er kvalitetsvurderet og opfylder alle ministerielle krav.
- Hvert år afsluttes med en obligatorisk eksamen.
- Det er et krav at de studerende går i terapi under uddannelsesforløbet.
- Instituttets undervisere er trænede terapeuter, med stor undervisningserfaring.
- Det vægtes højt at de studerende tilegner sig nye kompetencer, og udvikler sig personligt i et tillidsfuldt empatisk læringsrum.
- Studiet er praktisk orienteret med en nøje afstemt balance mellem teori og træning.
- Holdene er altid tilknyttet en gennemgående koordinerende underviser.
- Uddannelsen er opbygget af fortrinsvis 3-dagsmoduler fra 9.30 – 16.30, med ca. 3 ugers interval. Mellem hvert modul mødes de studerende i proces -og studiegrupper á ca. 4 timer.
- Det er vores erfaring at studiet sagtens kan forenes med et aktivt familie- og arbejdsliv.
- Optagelseskrav
- Uddannelsen er ikke SU berettiget, og finansieres privat eller af arbejdsgiver.
- EFT-instituttet ligger i centrum af København tæt på transport- og parkerings muligheder, med cafeér og mange muligheder for Take-Away i frokostpausen.
Uddannelsens formål
Formålet med den 4-årige uddannelse på EFT-instituttet, er at uddanne psykoterapeuter, der kan udøve Emotions-Fokuseret Terapi på et fagligt og etisk højt niveau.
Hensigten med uddannelsen er således:
- At udvikle de studerendes personlige, relationelle, teoretiske, metodiske og refleksive kompetencer
- At bibringe de studerende en høj etisk bevidsthed i udøvelsen af psykoterapi og/eller andre praksisser, hvor den personlige kontakt med mennesker er central.
- At øge de studerendes evne til kritisk anvendelse af teori og metode, således at de i deres fremtidige virke kontinuerligt inddrager og forholder sig til ny viden og erfaring.
Den overordnede hensigt er udmøntet i delmål for hhv. uddannelsens 1. og 2. år, samt uddannelsens 3. og 4. år.
Uddannelsens kompetencemål
Målet for uddannelsens første to år er overordnet, at den studerende udvikler sine personlige, kommunikative og relationelle kompetencer, ved at:
- få opmærksomhed på og opnå bevægelighed i egne psykologiske mønstre og selvorganiserende processer
- få kendskab til og forståelse for de dynamiske processer, der influerer på menneskesindet, og potentielt kan skabe grundlag for menneskelig udvikling
- udvikle evnen til at indgå i og acceptere emotionelle situationer og tage personligt ansvar
- udvikle evnen til at kunne forholde sig afgrænset og empatisk til andre
- integrere teoretisk indsigt og det konkret oplevede i det terapeutiske rum
- tilegne sig en forståelse af den fænomenologiske dialog og empatisk kommunikation, og blive i stand til at praktisere disse i kontakten med medstuderende og i træningssituationer
Målet for uddannelsens sidste to år er overordnet, at den studerende videreudvikler sine terapeutiske kompetencer, ved at:
- udbygge sin forståelse af, hvad det vil sige, at arbejde ud fra den emotions-fokuserede terapeutiske metode
- udvikle sin forståelse af den terapeutiske relation og den terapeutiske proces
- udvikle sin evne til at anvende empatisk kommunikation bevidst og nuanceret i den terapeutiske proces
- udvikle sin evne til at påtage sig og bevare et terapeutisk lederskab
- tilegne sig færdigheder i at opfange markører i en terapeutisk proces, og i at anvende specifikke terapeutiske interventionsmetoder og teknikker
- udvikle sin evne til at danne og håndtere faglige hypoteser, procesdiagnoser og ’case’ formuleringer
- udvikle sin evne til at reflektere over og begrunde valg og fravalg af forskellige specifikke interventionsmåder og teknikker i en given terapeutisk situation, i et givent øjeblik med en given klient
- udvikle en bevidsthed om og evnen til at bedømme indikation og kontraindikation for at tilbyde og udøve Emotions-Fokuseret Terapi overfor en given klient på et givent tidspunkt
- opnå en forståelse af de muligheder og begrænsninger, der er forbundet med den EmotionsFokuserede Terapi og psykoterapi generelt i forhold til sundhed /sygdom og etik.
EFT-instituttets terapisyn
EFT-instituttet anser, med Jette Fogs ord, psykoterapi for primært at være et mellemmenneskeligt anliggende. I forlængelse heraf betragtes psykoterapi snarere som en avanceret, fint tunet håndværksmæssig professionsudøvelse, end som en teoretisk, akademisk disciplin.
’Værktøjet’ er terapeuten selv, og udøvelsen kræver derfor først og fremmest stor selvindsigt samt personlige, relationelle og terapeutiske kompetencer.
Dette terapisyn afspejles såvel i uddannelsens indhold og opbygning, som i uddannelsens undervisnings-, eksamens- og evalueringspraksisser.
Udover udviklingen af de personlige, relationelle og terapeutiske kompetencer, vægtes det i uddannelsen, at de studerende opbygger et solidt, forskningsbaseret teoretisk og metodisk vidensfundament.
Et sådant fundament anses som helt væsentligt for, at faget kan udøves på et kvalificeret grundlag, og i forlængelse heraf at ’Good Practice’ forudsætter, at terapeuter kontinuerligt holder sig opdateret om den nyeste viden på feltet og justerer deres praksis i forhold hertil.
Da psykoterapi er gennemsyret af etiske problemstillinger, udfordringer og dilemmaer såvel i den konkrete terapeutiske relation i ethvert givent øjeblik, som på det mere overordnede/generelle/formelle niveau, er udviklingen af bevidstheden om og evnen til at navigere i forhold til disse etiske dimensioner ligeledes central i uddannelsesforløbet.