Vil du være min træningsklient?
Jeg søger træningsklienter til den afsluttende del af min uddannelse som psykoterapeut MPF.
Som træningsklient har du mulighed for at deltage i et forløb på 4-8 terapisamtaler á 1 time i første halvår af 2026 til en stærkt favorabel pris.
Forløbet er til dig, der:
• oplever du sidder fast eller bøvler med de samme ting igen og igen
• har brug for at bearbejde tidligere oplevelser
• står midt i en svær livssituation eller krise
• kan føle dig alene med svære følelser (også selvom du egentlig har et godt netværk)
• knokler for at leve op til andres forventninger og føler du mister grebet om hvad der egentlig er vigtigt for dig selv
• føler dig trist, modløs eller utilstrækkelig
• eller er nysgerrig på terapi som en vej til personlig udvikling
Du behøver ikke stå i en akut krise for at gå i terapi. Måske ønsker du blot at forstå dig selv bedre og blive klogere på dine mønstre i relation til andre mennesker. Uanset hvor du er i livet, er du hjerteligt velkommen hos mig. Jeg møder dig præcis hvor du er. I fællesskab undersøger vi det, der fylder mest for dig lige nu. Jeg spørger til dine tanker, følelser og kropslige fornemmelser og hjælper dig med at få øje på det, der står i vejen for, at du kan leve det liv, du ønsker.
Om mig
Jeg er 57 år og mor til to voksne sønner. Jeg har lang erfaring med at arbejde med mennesker i mange forskellige konstellationer, bl.a. faglige fællesskaber, lederudvikling, som tillidsrepræsentant og fødselshjælper til processer, hvor mennesker skal udvikle og finde veje sammen. Sidste år var jeg tovholder for et par gruppeforløb for unge pårørende til mennesker med psykiske lidelser med udgangspunkt i Mindful Self-Compassion.
Tavshedspligt og betingelser
Som medlem af Dansk Psykoterapeutforening er jeg underlagt tavshedspligt og følger deres etiske retningslinjer. Fordi det er en træningssituation, bliver samtalerne videofilmet og brugt til supervision og kvalitetssikring. Optagelser bliver opbevaret efter alle GDPR-regler og slettes løbende.
Praktisk info
• Pris: 350 kr. pr. session. (beløbet går til supervision)
• Hvor: EFT-instituttet, Borgergade 28, København K eller hos mig privat i Husum Brønshøj.
• Hvornår: I perioden februar til juli 2026 ca. en gang om ugen eller hver 14. dag.
Skriv eller ring til mig, hvis du er interesseret eller har spørgsmål.
Venlig hilsen Louise



