PARTERAPI - HAR I BRUG HJÆLP TIL AT NÅ HINANDEN?
Måske er I plaget af mistillid, tvivl og følelsen af ikke at slå til? Måske oplever I, at jeres skænderier er endeløse og volder mere smerte end forløsning? Måske taler I ikke sammen længere? Måske trækker disharmonien mellem jer negative spor og slører kærligheden?
Jeg er i gang med en efteruddannelse til emotionsfokuseret parterapeut og søger klienter, der har lyst til at arbejde med deres parforhold. Sammen med jer vil jeg undersøge, hvad der sker, når I står med oplevelsen af ikke at kunne nå hinanden og I vil få redskaber til at løse fremtidige konflikter.
Knas i relationen
Vi bærer hver især på en historie, der på godt og ondt har lært os at navigere i livet. Hvis der er knas i relationen, er det ofte fortidens spøgelser, der står i vejen for en sund dynamik.
Jeg hjælper jer med at opdage, hvilke barrierer der blokerer for kontakten mellem jer. Med forståelsen for hvordan I påvirkes af jeres egne og hinandens mønstre, skabes fundamentet for at I kan møde hinanden på ny.
Emotionsfokuseret parterapi skaber nye handlemuligheder
Emotionsfokuseret parterapi bygger på følelser og gennem følelserne lærer I hinanden og jer selv bedre at kende. Når I bliver i stand til at etablere kontakt på et dybere følelsesmæssigt niveau, beriges I med indsigt og forståelse, der bringer nye handlemuligheder til jeres forhold.
Træningsterapi – vilkår:
o Parterapiforløb af 8 gange
o Pris pr. session 750 kr. / 75 min.
o Samtalerne finder sted efter aftale i Bagsværd eller København K
Som kvalitetssikring for jer og læring for mig, modtager jeg løbende supervision. Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og følger foreningens etiske regelsæt.
Jeg håber, jeg må hjælpe jer til at nå hinanden.
Trine Asmund
Psykoterapeut MPF