"We are all the stories we tell ourselves." Paul Auster
…somme tider er det nødvendigt at skrive nogle af vores historier om, og det kan vi måske gøre sammen.
Jeg er i gang med det fjerde og sidste år af min uddannelse til psykoterapeut ved EFT-Instituttet i København. I den forbindelse søger jeg eksamensklienter, der ønsker at arbejde med deres mentale sundhed og personlige udvikling i et afgrænset forløb på 8-12 sessioner fra midten af August.
Om dig:
Måske oplever du angst, depression eller stress og føler, at du sidder fast i de samme konflikter eller svære følelser i dit liv og i dine relationer. Det kan være at du har svært ved at håndtere dine følelser, eller at livet bare føles for overvældende. Måske kan vi sammen skabe et trygt rum for forandring og heling.
Om Emotions Fokuseret Terapi (EFT):
I EFT ser vi følelser som vigtige vejvisere, der hjælper os med at forstå vores ageren og vores behov. Terapien fokuserer på at forbinde sind og krop, så vi kan kontakte de dele af os selv, som vi har lært at undertrykke eller ignorere. Det er vigtigt at anerkende, at barnets overlevelsesstrategier ofte kan føre til senfølger i voksenlivet, som kan manifestere sig som angst, lavt selvværd eller relationelle problemer.
Ganske kort om mig:
Jeg er 50 år gammel og far til to børn på 14 og 18 år. Jeg arbejder som uddannet pædagog og rådgiver voldsudsatte børn og unge hos Bryd Tavsheden. Derudover er jeg konsulent hos Relationsformidlerne, hvor jeg underviser pædagogisk personale med fokus på low arousal og neuroaffektiv psykologi.
Praktisk:
Terapi sessionerne finder hovedsageligt sted på instituttet i Borgergade og koster 350 kr. pr. gang. Beløbet dækker eventuel ekstern lokaleleje og supervision til mig undervejs. Jeg er forpligtet til at filme vores møder, da optagelserne tjener som en væsentlig del af min supervision og min eksamen.
Hvis du er klar til at tage det første skridt mod forandring og ønsker at arbejde med dine følelser, så kontakt mig for at høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig videre på din vej i livet.